Har du glemt dit kodeord?

Indtast venligst dit brugernavn eller emailadresse. Instruktioner i nulstilling af kodeord vil blive emailet til dig med det samme.
Nulstil kodeord

Tilbage til loginformular 

August 2019 - Pay it forward.

Vi tror ofte, at vi skal sørge for alting selv og følge det hele til dørs. Og vi tror sjældent på, at vi slår til. Skal vi tro teksten, er der imidlertid et skjult vækstlag i tilværelsen, som lige så lidt har brug for vores foretagsomhed, som en mark har brug for, at landmanden går og trækker i spirerne om natten.

I dette uudgrundelige vækstlag gror selv det mindste frø af sig selv frem til større betydning for andre, end vi havde nogen anelse om.

Gør, hvad du kan – og se tiden an. Og glæd dig over, at Gud er på færde i det, du gør.

Vores sommer består af solskin og brisevift og varmebølger og bygedrift og solens skiftende vandring. Vinden går som bølger i både korn og bugtens vand, dens rytme synger i svalernes leg, en sang om liv og forandring.

Og det er jo netop forandring vi ser i naturen hele året. Når sneen smelter og vintergækkerne bryder frem af den frosne jord.

Når træerne går fra sorte skeletter til lysegrønne forårsbebudere, mens fuglene vender tilbage fra deres vinterhjem.

Når frugttræernes blomster falder af og erstattes af moden frugt.

Når bierne summer omkring nedfaldsæblerne, og sommerfuglene leger i lavendlerne, mens landmændene på skift brummer om regn og sol i forkerte mængder.

Når bladenes farve skifter, ja, så ved vi, at sensommeren er ved at gå på hæld og efteråret nærme sig med modne brombær og køligere vejr.

Det hele er i forandring konstant, ligesom med menneskelivet. Og når vi lever i den overflod, som sensommeren som regel er, skal vi huske, at dele ud af den.

Alle gode gaver, synger vi til høstgudstjenesterne, kommer oven ned. Vi kan ikke selv få det til at vokse. Vi kan give optimale betingelser, men i sidste ende bestemmer vi vitterligt ikke selv, om gulerødderne vokser, æblerne modnes, eller majsen gror.

Og når vi på denne måde får gaver, år efter år, må vi huske at dele ud af de gaver til dem, der ikke er så heldigt stillede som os selv.

Det er et evigt kredsløb, som vi lærer i ’Løvernes Konge’, i en verden af liv. Eller på engelsk: ”What goes around, comes around.”

Der er en bevægelse i gang i hele verden for at fremme venlighed.

Et eksempel er fra en kvinde, der arbejder i en bogbutik tæt på universitetet. En dag kom der en ældre kvinde ind og fandt sig et par nye bøger: ”bare lige hurtigt,” sagde hun, ”min mand venter i bilen.” Og mens ekspedienten pakkede hendes bøger i en pose, kom en ung, ny universitetsstuderende op til kassen med sine nye studiebøger.

Kvinden kiggede på ham, og sagde til ekspedienten. ”Dem betaler jeg også…” Drengen blev helt perpleks, og ville ikke høre tale om det, ja, han næsten græd, da kvinden betalte hvad der svarede til mere end halvdelen af den måneds SU for hans bøger.

Da hun så det, sagde hun: ”Du trænger vist til et stykke chokolade,” og lagde noget chokolade fra disken oven i hans bunke med bøger.

Han takkede overstrømmede, og gik ud af butikken med sine nye studiebøger – og råd til mad i den måned også.

Kvinden sagde: ”Min egen søn blev aldrig gammel nok til at gå på universitetet, han døde af en overdosis. Måske var han blevet som den unge mand, hvis en person havde gjort noget venligt for ham på rette tidspunkt.”

Og med de ord, gik hun ud af butikken.

Et uge senere kom en anden moden kvinde ind i butikken og styrede lige hen imod kassen med iltre skridt. Ekspedienten nåede at tænke, ”åh nej…” men damen smilede og forklarede sig.

Hendes søn havde fortalt dagen før, da han var hjemme og spise med sine forældre, at en kvinde havde betalt hans studiebøger til dette semester.

Og nu ønskede moderen blot, at hvis ekspedienten så damen igen, at hun ville fortælle hende, at sønnen var gået i gang med at betale gælden frem.

Han havde bestemt sg for at arbejde frivilligt på en varmestue hele semesteret.

Når en fremmed kunne gøre hans liv nemmere, ville han også hjælpe med at gøre andres liv nemmere.

 

 

 

 
 
 
 

Denne venlighedsbevægelse kaldes på engelsk: ’pay it forward’. Altså, betal frem. For hvad der går rundt, kommer tilbage igen.

I stedet for at betale tilbage til den person, der har hjulpet dig, hjælper du en anden person, der har brug for det. På den måde spredes venligheden lige som ringe i vandet.

En person betaler for din morgenkaffe, fordi du har glemt pengene, så du betaler for en anden persons busbillet dagen efter. Den person hjælper en ældre dame med hendes kufferter på vej ind i toget, som han kun nåede, fordi han kom med bussen.

Den ældre dame betaler så for en studerendes bøger, mens den studerende hjælper på en varmestue.

På den måde kan venlighed forstørres og spredes, så den rammer flest mulige mennesker i verden.

Egentligt tror jeg, at det også var det, Jesus ville sige, hvis vi nærlæser evangeliet.

Kun én gang kan vi læse, at han afviser én, der har brug for hjælp, en samaritansk kvinde, og hun sætter ham på plads – sådan kan du ikke være bekendt at opføre dig – og resten af tiden, hører vi kun om Jesus som ham, der sætter en venlighedsbølge i gang.

En bølge af medfølelse og barmhjertighed. En bølge af medmenenskelighed.

Måske kan vi ikke gøre så meget, måske har vi ikke råd ti lat betale for andres busbilletter, frokost, kaffe eller studiebøger, men måske kan vi dele en jordbærstikling, lade en anden få det sidste sodavand eller bare række pizzaen videre.

I bund og grund handler det om at se sine medmennesker, se, hvordan de har det, og hvad vi kan gøre for dem.

Netop her i sensommeren, hvor vi stadig har sommerens varme og overskud i sindet, kan vi måske række en hånd ud til dem, der har brug for det.

Og hvem ved, måske kommer det tilbage til os selv igen en dag. En fremmed, der betaler de sidste ti kroner af indkøbet, som vi mangler; en venlig ung mand, der bringer din tabte pung tilbage; eller en barmhjertig sjæl, der lader dig få den sidste p-plads foran Spar.

For i verden, så vel som i kirken er vi som brødet. Kornaks plantes, spires, modnes og høstes, og korn fra mange marker bages sammen til et stort brød.

Vindruer fra mange stokke gror under sommerens sol, høstes med nænsom hånd og presses til en ensartet og blød vin,

lad sådan kirken samles, o Gud, fra hvert et sted, så vi til ét kan blive i Himmerigets fred!

 

Pay it forward. Vær det gode eksempel. Det starter med dig!

 

 

 

//RVW

 

 

 

 

 


At møde nye mennesker ...

... og dele, hvad man har

Nu er det efterår, og endnu engang starter alting op efter ferie og frihed. I starten i august er det hele spændende og nyt, men hurtigt bliver nyhedens interesse mindre, og hverdagen melder sin ankomst. Man kommer så nemt til at køre i den samme rille dag efter dag i den daglige trummerum. Alting bliver gjort i dag som i går, og tid har vi ikke til nye ting eller fremmede mennesker.

Ja, bare ham, der sælger Hus Forbi foran Kvickly eller Super-Brugsen, eller manden indenfor der liiige vil høre, om vi nu også er medlem af Coop, er et irritationsmoment, for han sinker os i hvert fald med tre eller fire minutter i den stramme daglige plan.

Men hvordan er det, vi møder mennesker? Ja, dem vi kender, vil vi gerne møde, men dem vi ikke kender gør vi lige forbi. Sådan er det i hverdagen.

Når vi er på ferie, møder vi folk helt anderledes. Der har vi tid til at sige 'hej' til fremmede, eller spise frokost med ukendte mennesker på torvet, fordi vi tilfældigvis er på ferie det samme sted, fordi vi tilfældigvis begge er danskere, eller fordi børnene nu har fundet ud af at lege sammen i poolen.

På mine vandreferier oplever jeg også, hvordan alle er en stor familie, selvom vi ikke kender hinanden på forhånd. Alle holder øje med hinanden, snakker sammen, deler snacks og gaffatape, når støvlen går i stykker, eller giver kram, når et skinneben har fået et par knubs. Vi sætter os på samme sten og holder pause. Måske snakker vi sammen i fem minutter, måske følges vi en halv eller hel dag.

Ude i det fri bekymrer vi os ikke om, hvem de andre er, men at de er. At vi alle er der på samme vilkår og med samme mål for øje, og sidst på turene at vi alle også lugter ens. Og vi går aldrig forbi én, der har brug for hjælp. Det handler ikke om at give for at få igen. Vi gør det spontant og uden bagtanker. Der er en stor familiefølelse.

Man kan sige, at vi møder hinanden ligesom små børn uden forbehold eller fordomme. Har du set to børn på en legeplads, der ikke kender hinanden på forhånd, ved du også, hvor kort tid der går, inden de er bedste venner og leger sammen. Voksne er som regel mere reserverede.

Når vi læser evangelierne, er menneskene også meget reserverede overfor fremmede, men Jesus gør lige som de små børn. Han tager imod alle, der kommer til ham, Uanset om det er en lam, en spedalsk, en kvinde eller en døvstum. Han giver sin hjælp uden forbehold eller fordomme uden at forvente at få noget igen; ja faktisk beder han tit folk om ikke at fortælle om det. Han hjælper, alene fordi det andet menneske er og har brug for ham.

Det hele handler om, hvordan vi ser på mennesker. Forventer vi at de tager imod os, eller at de afviser os? Forventer vi ros eller skæld ud? Forventer vi hjælp eller afvisning? Ser vi det gode eller det dårlige i andre mennesker? Det vi ser i os selv, er som regel det vi også forventer at se i de andre. Giver vi selv den kolde skulder, forventer vi også at få den kolde skulder. Kigger vi kun ned i jorden, ser vi aldrig udsigten. Har vi tendens til smil og latter, mødes vi som regel på samme måde.

Det er en cliché af en grund: Smil til verden, og verden smiler til dig.

Lad os blive som børn igen på legepladsen, lad os handle spontant og uden bagtanker, når vi møder nye mennesker. For måske kan de berige vores liv på måder, vi end ikke turde drømme om.

 

//Rikke Visby Wickberg

 

 

 

 

 

 

 

 


Maj 2019 - Forandringens vinde

Forandringens vinde blæser tit over landet. Det vi troede var fast og urokkeligt, ændrer sig hurtigt og uforudsigeligt, som vejret i den danske sommer.

Vi har i dette forår både været til Europaparlamentsvalg og Folketingsvalg, og mere lokalt har vi her i pastoratet fået genindviet Durup Kirke efter dens store og gennemgribende renovation.

Kirken er blevet lys og venlig med andre farver, nyt gulv og rigtig mange forandringer, som man ikke lige kan se med det blotte øje. En af de ændringer man nemt kan se, er restaureringen af alterbilledet, hvor nu både teksten på kisten og korsene i baggrunden træder tydeligere frem.

Sådan en renovering gør, at kirken nu vil kunne stå den næste generation med. En renovation som både Kongens Tisted og Binderup Kirker har været igennem tidligere. Og vi kan alle glæde os over vores tre smukke kirker, som danner rammerne for hele vores liv. Vi skal både bevare kirkbygningen, som den kulturarv vi alle deler, men vi skal også bevare det højtidelige kirkerum, så det er et smukt sted at blive døbt, et festligt sted at blive konfirmeret eller viet, og et alvorsfuldt rum, der kan bære vores afsked med familie og venner.

En anden forandring i vores sogne er den nye hjemmeside, som får adressen ktbd-sogn.dk, hvor man kan finde informationer og hjælp til de kirkelige handlinger, samt tilmeldingsblanket til konfirmandforberedelsen, og links til andre nyttige sider. Det er et arbejde i proces, så vi håber på tålmodighed og overbærenhed, mens vi finder fodfæstet online. I kan naturligvis stadig følge os på vores facebook-side: Kongens Tisted – Binderup – Durup – Kirker.

Og så vil jeg blot håbe for jer alle, at de forandringens vinde, der må blæse i jeres liv her i denne sommer, må blive til glæde og gavn!

 

 

//RVW

 

 

 

 

 

 

 

 

 
 

Efteråret 2018 - Gud

En journalist skrev i Ekstra Bladet: ”At ville søge Gud i kirken svarer til at ville gå på løvejagt i en treværelses lejlighed”. Hvad denne journalist mener er selvfølgelig, at Gud ikke findes i kirken, måske endda at Gud slet ikke findes – at vi intet ved om Gud. Eller som en sagde: ”Jeg kunne godt tænke mig at vide, om Gud spiller bridge !”  Hvad vil det overhovedet sige, at nogen eller noget eksisterer? Hvad vil det sige, at du selv eksisterer? Er der ligefrem en mening med det liv, du har fået? Jeg går ud fra, at meningen ikke kun handler om at ligge på sofaen foran husalteret (TV) med 1½ liter cola og en pose chips.

Dernæst vil det være en god idé, at du også fortæller, hvad det er for en Gud, du evt. benægter eksistensen af. Hvad lægger du overhovedet i ordet Gud? En stor mand? En stor kvinde? Et væsen af en eller anden art? I samme åndedrag må du gerne fortælle, hvor din Gud befinder sig. Er det et bestemt sted? Er det langt borte? Overalt? Kun inde i dit hoved? Filosoffen Søren Kierkegaard kalder Gud for en evig magt. Han siger det lidt kringlet: ”Gud er den evige magt, der allestedsnærværende gennemtrænger hele tilværelsen!” Denne evige magt tør vi tale om i kirken. Vi foretager os sådan set ikke andet. Det sker gennem sang, tale og bøn. Men det beviser ikke, at Gud er til. Til gengæld tyder det på, at der er nogen, der gerne vil vide noget mere om Gud – drage Gud med ind i livet – drager livet ind i troens univers. Et glimt af troens univers leveres i den højtid, der står for døren. Det sker med noget af en påstand. Det handler hverken om lunefuldt vejr, glimmer eller granduft, men om at Gud har talt. Nemlig gennem et menneske, der kom til verden, længere ude end kragerne vender fjernt fra marmorpaladser og menneskeligt hovmod. En Gud, der ’steg til lave hytter ned’ og ’tændte lys i skyggers land’.

Vi tænder et lys, vi tænder to,
Vi tænder det tredje så gerne
Og når vi har tændt det fjerde lys
Så tænder Gud en stjerne.
Lad så Gud gennemtrænge både efterårets gyldne blade og julens gyldne håb. God løvejagt!

Rikke Visby Wickberg